Alle kommuner er forpligtet på at udbyde Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til dagtilbud og skoler. Historisk har PPR haft den dobbelte funktion både at skulle træde til med udredning af enkeltbørn og medvirke til at udvikle pædagogisk praksis mere generelt. Den decentrale styring af området muliggør, at kommunerne kan organisere PPR funktionen ud fra lokale behov og politikker, hvilket har medført ret forskellige organiseringer rundt om i landet. Så på den ene side signalerer betegnelsen PPR noget udbredt og velkendt – en sammenlignelig opgaveportefølje med afsæt i et fælles lovgrundlag. På den anden side er det meget forskelligt, hvordan PPR i praksis er organiseret, og hvordan der arbejdes i forskellige kommuner.

Forskning i PPR har hidtidigt været forholdsvis sparsom og spredt, og der er brug for både at skabe overblik over viden på feltet og samle kræfterne i forhold til fremtidige forskningstiltag. De senere års offentlige debat om PPRs arbejdsfunktioner og bemanding peger på, at PPR står i en brydningstid, hvor forskellige tilgange og rationaler både lever side om side og brydes indbyrdes, og hvor opgaveporteføljen bliver stadig mere sammensat og kompleks. Det rejser spørgsmålet om, hvordan vi kan organisere og udvikle et sammenhængende og relevant PPR?

Historisk set er der sket en forskydning i fokus i PPRs arbejdsopgaver fra pædagogiske psykologiske udredninger og vurderinger til mere konsultativt arbejde og samarbejde med dagtilbud og skole om inklusionsopgaver. PPRs traditionelle opgave omkring at sikre, at specialpædagogisk støtte og indsats sker ud fra et fagligt grundlag på baggrund af en udredningsproces, er imidlertid ikke mindsket. PPR har igennem en årrække oplevet en stigende henvisningsfrekvens samt efterspørgsel på udredningsforløb med henblik på diagnosticering, som har ført til et øget antal sager og dermed et øget pres på PPR som rådgivningsinstans.

Selv om der er sket en forskydning i fokus i PPRs opgaver i retning af konsultative funktioner frem for udredende funktioner, så rummer PPR funktionen den dobbelthed at skulle få de to dimensioner til at virke sammen i en arbejdspraksis og i konkrete indsatser. Fra flere sider peges der på, en af PPRs væsentligste udfordringer fortsat er at få støtten til børn i vanskeligheder integreret i et arbejde med hele børnegruppen/klassen, forældregruppen og i udvikling af dagtilbuddet eller skolens praksis bredere set. Ligesom der fortsat er en stor efterspørgsel efter specialviden og specialpædagogiske tiltag. Det rejser spørgsmålet: Hvordan udvikler PPR indsatser, der på en gang kan styrke den almenpædagogiske praksis og deltagelsesmuligheder for børn i vanskeligheder?

PPR er en tværprofessionel organisering med forskellige faggrupper (psykologer, konsulenter, audiologopæder, fysioterapeuter, ergoterateuter mv), der ofte arbejder tværsektorielt (fx på tværs af skoleforvaltning og socialforvaltning). PPR er derfor også udspændt mellem mange forskellige samfundsmæssige opgaver og krav, lovgivningskomplekser, problemforståelser og organiseringsformer. Som som organisation har PPR gennem mange år været karakteriseret ved forandring: Blandt andet i form af kontinuerlige omorganiseringer med flere og udvidede opgaver og målgrupper. Og mange kommuner står fortsat med udfordringer i forhold til, hvordan de skal organisere PPR-området. Der er brug for viden om, hvilke tværsektorielle og tværprofessionelle organiseringer, samarbejdsstrukturer og opgavefordelinger, der skaber de bedste betingelser for PPR’s arbejde?

Centret udvikler viden om, hvad der skaber deltagelsesmuligheder og trivsel for børn og unge, og hvilke forhold der er afgørende, når forskellige professionelle og forældre skal samarbejde. Vi forsker i, hvad der alment set skaber gode udviklingsbetingelser, og hvad der udgør udfordringer og udsatheder i børnenes hverdagsliv i og på tværs af de kontekster, de lever i. I både dagtilbud og skoleregi efterspørges forebyggende indsatser, som er tæt på praksis. Det forebyggende arbejde må rettes mod de sociale sammenhænge, som børn og unge er en del af med blik for såvel fællesskabets dynamikker som forskellige individuelle behov og forudsætninger. Centret vil give et vidensgrundlag for sådanne indsatser og i tæt samarbejde med praksis udvikle bud på, hvordan de kan se ud – fra forvaltnings- til børneniveau.  

Der er brug for forskningsbaserede analyser af de presserende problemstillinger, som PPR-feltet står i. Aktuelle undersøgelser peger på mange udfordringer: Skoler og dagtilbud oplever, at hjælpen er for langt væk, kommer for sent og ikke er relevant nok. Desuden peges på uhensigtsmæssige opdelinger og grænsedragninger mellem almen og special, mellem forvaltninger, faglige opgaver og forskellige former for viden. Den aktuelle efterspørgsel efter mere praksisnære indsatser udviklet i samarbejde med professionelle i dagtilbud og skoler rejser spørgsmål til, hvordan forskellige professionelle skal samarbejde, og hvordan tværfaglige indsatser kan udvikles. Når PPR skal lave praksisnære indsatser i samarbejde med lærere, pædagoger, vejledere mv, hvordan skal de forskellige fagligheder da sættes i spil på en måde, hvor forskellige faglige positioner, opgaver, baggrunde og erfaringer udnyttes produktivt? Centret skal undersøge, hvordan der kan arbejdes med at tilrettelægge praksisnære indsatser, hvor professionelle med forskellige faglige baggrunde kan trække hinandens kunnen og viden ind på fleksible måder og udvikle en koordineret fælles indsats, der skaber plads til flere parters forskellige bidrag, der hvor de hver især kan gøre en forskel for børn og unge.

En helt afgørende del af PPRs opgave er samarbejdet med forældrene. Det er et generelt underbelyst område, som har stor betydning for den daglige opgaveløsning. Som en del af fokus på samarbejde skal centret derfor udvikle viden om, hvordan PPRs opgaver kan blive meningsfulde og virksomme set fra børns og forældres perspektiver.

Børns trivsel og udvikling er knyttet til deres muligheder for at deltage i og bidrage til fællesskaber i et hverdagsliv på tværs af forskellige livssammenhænge. Børn er forskellige, har forskellige livssituationer og skal håndtere forskellige udviklingsudfordringer. Uanset arten og graden af de personlige udviklingsudfordringer, som børn møder, skal støtte og hjælp virke i børnenes hverdagsliv sammen med andre børn og voksne. Børns, læreres, pædagogers mv. udfordringer og vanskeligheder i hverdagen er hverken entydige eller afgrænsede, men er spundet ind i komplekse forhold, der går på tværs af forskellige steder og sammenhænge. Der er derfor brug at udvikle begreber og sprog for analyse af komplekse og sammensatte problemer – ikke mindst hvordan problemer kan se meget forskellige ud fra forskellige steder og perspektiver.

Aktuelt tales der om en ’trivselskrise’ og mange undersøgelser peger på stigende mistrivsel. Samtidig er der også diskussion om, hvordan man skal forstå disse undersøgelser (handler det om måden vi spørger på, samfundsforandringer, svære vilkår i dagtilbud og skole, pres på tid, ressourcer og udredninger, indsatser/programmer rettet mod (individuelle) psykiske problemer, som skaber flere der mistrives mv.) Derfor er det nødvendigt at udfolde og udfordre, hvad vi forstår ved trivsel, ikke mindst hvordan vi ’måler det’, og hvilke forhold i praksis vi skal ændre på. Dvs der er brug for at udvikle viden og indsatser ift at fremme trivsel, der kan inddrage og samtænke personlige, sociale, organisatoriske, kulturelle, samfundsmæssige forhold.

PPR står centralt i forhold til den store samfundsmæssige udfordring og opgave, der handler om at forebygge mistrivsel hos børn og unge. Og netop derfor er viden om og diskussioner af forebyggelse centralt for PPRs virke. Forebyggelse er et tvetydigt begreb, fordi begrebets betydning træder frem i kraft at et ’forestillet uønsket scenarie i fremtiden’- altså nogle problemer, som endnu ikke er, men hvor vores forestillinger om dem alligevel virker tilbage på det, vi tænker, vi skal forebygge. Derfor kan forebyggelse blive til entydig opsporing og vurdering af risici og tidlige tegn på mistrivsel – og så risikerer vi paradoksalt nok at ende med et problemfokus igen. Så der er brug for, at vi diskuterer og udvikler viden om forebyggelse i relation til, hvad vi faktisk gerne vil fremme – hvad forstår vi ved trivsel og det gode børneliv, og hvad er betingelserne for dette i dagtilbud og skoler? Det peger på betydningen af PPRs opgaver rettet sig mod det almene institutions- og skoleliv – og arbejdet med børnenes sociale livsbetingelser tæt på deres hverdagsliv. Dermed er der brug for at samarbejde om at udvikle forskellige former for fællesskaber; børnenes fællesskaber i dagtilbud, læringsfællesskaber i skolen, personalets samarbejde, forældregrupper osv.

Børns livsbetingelser udvikles på tværs af hjem og institutioner/skole og i et samarbejde mellem børnenes forskellige voksne. Det indebærer at indsatser, der handler om at forbedre trivsel og støtte børn i udsatte positioner, er skabt i samarbejde og skal virke gennem samarbejde. Tværprofessionelt samarbejde har gennem mange år været fremhævet som en del af løsningen på problemer i børnelivet – men det bliver i stigende grad også kritiseret som en del af problemet (fx fordi samarbejdets fokus ofte ender med indsatser rettet mod enkeltbørn, der aftales på møder, og løber ind i udfordringer med at skabe forandringer i praksis).  Der er brug for viden om de konkrete betingelser og udfordringer i det tværprofessionelle samarbejde i hverdagen. Fx at pædagoger og lærere pga. forskellige arbejdstider kan have svært ved at finde tidspunkter at mødes med PPR, eller udfordringen i at arrangere netværksmøde med et stort antal deltagere, inddrage de relevante parter og samtidig reagerer hurtigt på forældres bekymring. Det kræver kontinuerlige dialoger om: Hvad skal være indholdet i samarbejdet? Hvordan kan vi tilrettelægge gode betingelser for samarbejde? Hvordan kan vi organisere samarbejde, der kan inddrage og bruge forskelligheder (faglige baggrunde, placeringer, perspektiver)? Der er brug for begreber om og forståelser af samarbejde, der kan indfange at samarbejde i udgangspunktet handler om at udnytte og tilmed bevare forskelle (forskellige perspektiver, positioner, engagementer mv). Derfor er fokus på fx koordination og det at skabe ’fælles sprog’ vigtigt, men ikke tilstrækkeligt for at udvikle et produktivt tværgående samarbejde. Det handler bredere set også om at rette fokus på samarbejdets betingelser, strukturer og procedurer. Det indebærer dermed også fokus på de problemforståelser, der kommer i spil i samarbejdet, dvs. at gå fra årsagsfokus, problemplacering og -forskydning til undersøgelse af forskellige problemforståelser med fokus på, hvordan der skabes mere sammensat og ‘mangesidet’ viden, der kan inddrage forståelser og begrundelse fra forskellige steder og perspektiver.

Ovenstående samarbejdsudfordringer er indlejret i at PPRs arbejde også ofte går på tværs af forskellige forvaltninger og sektorer. Mange PPR-enheder har gennemgået omorganiseringer gennem de senere år og aktuelt arbejder der i flere kommuner på at finde den rette organisering af området. Der er brug for viden om forholdet mellem den måde PPR er organiseret på og de arbejdsbetingelser, forskellige organiseringer giver PPR-professionelle og dem, der skal bruge PPRs arbejde i deres hverdag – pædagoger, forældre, lærere, forældre – børn ikke mindst. Dette rejser spørgsmål om, hvordan PPR kaldes ind i opgaver i skoler og institutioner, og det rejser diskussioner om indstillingsprocedurer og samarbejdsflader.  Hvilke organiseringsformer giver hvilke muligheder og udfordringer? Hvilke ledelsesmæssige dilemmaer og prioriteringsdiskussioner rejser sig? Hvordan og hvilke opgaver skal prioriteres – ikke mindst hvordan kan forskellige opgaver og ansvarområder tænkes sammen så de beriger hinanden?

Når vi aktuelt bekymrer os om den stigende andel af børn og unge, der mistrives, så rettes fokus bl.a. på PPR som en instans, der skal afhjælpe, at mistrivsel opstår – netop ved at styrke de forebyggende indsatser. Men PPR skal også tage sig af de børn og unge, der allerede mistrives i alvorlig grad, har angst, spiseforstyrrelser, problematisk skolefravær, diagnoser, særlige behov eller forudsætninger osv. En helt central udfordring for PPR er, hvordan disse forskellige arbejdsopgaver kan hænge sammen i praksis. I den forstand befinder PPR sig i spændingsfeltet mellem ‘det specielle’ og ‘det almene’. PPR skal på samme tid styrke det alment forebyggende arbejde og etablere et bedre og tættere samarbejde med psykiatrien. Ovenstående kræver viden om, hvordan individuelle særlige behov eller forudsætninger og specialpædagogik kan tænkes sammen med almenpædagogik – og hvordan dette kan integreres med indsatser rettet mod at skabe trivsel for børn og unge bredere set. Disse spørgsmål sætter spot på forholdet mellem, hvad der forstås som hhv. almene og særlige udviklingsbetingelser og sammenhænge – og kræver nye måder at tænke og strukturere forholdet mellem almenviden/pædagogik og specialviden/pædagogik i både praksis og uddannelse (som fx det stigende fokus og marked for ’mellemformer’ kan ses som udtryk for).

Fra mange sider efterspørges det, at PPR har mere viden om den almene hverdag, den virkelighed og de problemstillinger, som er en del af dagligdagen i skoler og institutioner. PPR skal have opmærksomhed på at gribe problemerne og gribe ind, inden problemer og konflikter bliver fastlåste, ligesom de skal kunne arbejde langsigtet. Samtidig skal PPR-professionelle kunne handle her og nu på akutte sager og ”slukke ildebrande”.  Det peger på en central problemstilling omkring, hvordan PPR kan udvikle viden om komplekse sociale problematikker i det almene skoleliv, som del af en undersøgelsesproces, og få den viden bragt i spil med det specialiserede vidensfelt. Viden om hverdagens almene udfordringer er en nødvendig baggrund for at kunne lave relevante indsatser og støtte i børnenes liv, der hvor der er brug for det. For at kunne arbejde forebyggende med fx fællesskaber i institutioner og skoler er det afgørende at kunne få adgang til hverdagens problematikker – og at viden fra undersøgelser og udredninger af børns individuelle udviklingsudfordringer kan sættes i spil i børnenes forskellige livssammenhænge. Det rejser spørgsmål om: Hvordan lykkedes vi med det alment forebyggende arbejde, så vi undgår at skabe mistrivsel og udskille stadig flere børn?  Hvordan udvikler vi det pædagogiske miljø og fællesskaber i institutioner og skoler, samtidig med at vi tager varer på børn i udsatte positioner? Hvordan sikres deltagelsesmuligheder og trivsel for alle børn med de forskelligheder de har og lever i og med?

PPR er under pres som rådgivningsinstans. Opgaveporteføljen bliver stadig mere sammensat og kompleks, og behovet for inddragelse af forskellige personalegruppers faglige tilgange og rationaler er voksende. Historisk er der sket en forskydning i PPRs arbejdsopgaver fra pædagogiske psykologiske udredninger og vurderinger til mere et konsultativt arbejde og samarbejde med dagtilbud og skole om inklusionsopgaver. PPRs traditionelle opgaver med specialpædagogisk støtte på baggrund af udredningsprocesser, er imidlertid ikke mindsket, og der er fortsat en stigende henvisningsfrekvens til PPR samt efterspørgsel på udredningsforløb med henblik på diagnosticering. Det rejser spørgsmål om ressourcefordelinger og prioriteringer af arbejdsopgaver og aktuelt arbejdes der i flere kommuner på at finde den rette organisering af området. Der er brug for viden om forholdet mellem den måde PPR er organiseret på og de arbejdsbetingelser, som de forskellige organiseringer giver PPR-professionelle og dem, der skal bruge PPRs arbejde i deres hverdag – pædagoger, forældre, lærere, forældre – og børn ikke mindst. Der er brug for at udvikle viden om disse forbindelser mellem lokale muligheder for at udvikle relevante tværprofessionelle indsatser tæt på børnenes hverdagsliv i dagtilbud og skole og den kommunale forvaltningsmæssige organisering af området.

Der er i de senere år sket en forskydning i fokus i PPRs opgaver i retning af konsultative funktioner frem for udredende funktioner, og begge dimensioner skal virke sammen i konkrete indsatser. En af PPRs væsentligste udfordringer er fortsat at få støtten til børn i vanskeligheder integreret i et arbejde med hele børnegruppen/klassen, forældregruppen og i udvikling af dagtilbuddet eller skolens praksis bredere set. Ligesom der fortsat er en stor efterspørgsel på specialviden og specialpædagogiske tiltag. Det peger på en central problemstilling omkring, hvordan PPR kan udvikle viden om komplekse sociale problematikker i det almene institutions- og skoleliv, som en del af undersøgelsesprocessen, og samtidig få den viden bragt i spil sammen med specialiseret viden om børns individuelle udfordringer. For at kunne arbejde forebyggende med fx fællesskaber i institutioner og skoler er det afgørende at viden fra undersøgelser og udredninger af børns individuelle udviklingsudfordringer kan sættes i spil i børnenes forskellige livssammenhænge.