Alle kommuner er forpligtede på at udbyde Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til dagtilbud og skoler. Historisk har PPR haft den dobbelte funktion både at skulle træde til med udredning af enkeltbørn og medvirke til at udvikle pædagogisk praksis mere generelt. Den decentrale styring af området muliggør, at kommunerne kan organisere PPR-funktionen ud fra lokale behov og politikker, hvilket har medført ret forskellige organiseringer rundt om i landet. Så på den ene side signalerer betegnelsen PPR noget udbredt og velkendt – en opgaveportefølje med afsæt i et fælles lovgrundlag. På den anden side er det meget forskelligt, hvordan PPR i praksis er organiseret, og hvordan der arbejdes i forskellige kommuner.

PPR er en tværprofessionel organisering med forskellige faggrupper (psykologer, konsulenter, audiologopæder, fysioterapeuter, ergoterapeuter mv), der ofte arbejder tværsektorielt (fx på tværs af skoleforvaltning og socialforvaltning). PPR er derfor udspændt mellem mange forskellige samfundsmæssige opgaver og krav, lovgivningskomplekser, problemforståelser og organiseringsformer. Som organisation har PPR gennem mange år været karakteriseret ved forandring: Blandt andet i form af kontinuerlige omorganiseringer med flere og udvidede opgaver og målgrupper, og mange kommuner står fortsat med udfordringer i forhold til, hvordan de skal organisere PPR-området.

Historisk set er der sket en forskydning af fokus i PPRs arbejdsopgaver fra pædagogiske psykologiske udredninger og vurderinger til mere konsultativt arbejde og samarbejde med dagtilbud og skole om inklusionsopgaver. PPRs traditionelle opgave med at sikre, at specialpædagogisk støtte og indsats sker ud fra et fagligt grundlag på baggrund af en udredningsproces, er imidlertid ikke mindsket. PPR har igennem en årrække oplevet en stigende henvisningsfrekvens samt efterspørgsel på udredningsforløb med henblik på diagnosticering, som har ført til et øget antal sager og dermed et øget pres på PPR som rådgivningsinstans.

Selv om der er sket en forskydning af fokus i PPRs opgaver i retning af konsultative funktioner frem for udredende funktioner, så rummer PPR-funktionen den dobbelthed at skulle få de to dimensioner til at virke sammen i en arbejdspraksis og i konkrete indsatser. Fra flere sider peges der på, at en af PPRs væsentligste udfordringer fortsat er at få støtten til børn i vanskeligheder integreret i et arbejde med hele børnegruppen/klassen, forældregruppen og i udvikling af dagtilbuddet eller skolens praksis bredere set. Ligesom der fortsat er en stor efterspørgsel efter specialviden og specialpædagogiske tiltag. Det rejser spørgsmålet: Hvordan udvikler PPR indsatser, der på en gang kan styrke den almenpædagogiske praksis og skabe deltagelsesmuligheder for børn i vanskeligheder?

Der er brug for forskningsbaserede analyser af de presserende problemstillinger, som PPR-feltet står i. Aktuelle undersøgelser peger på mange udfordringer: Skoler og dagtilbud oplever, at hjælpen er for langt væk, kommer for sent og ikke er relevant nok. Desuden peges på uhensigtsmæssige opdelinger og grænsedragninger mellem almen og special, og mellem forvaltninger, faglige opgaver og forskellige former for viden.

PPRs opgaveporteføljen bliver stadig mere sammensat og kompleks, og behovet for inddragelse af forskellige personalegruppers faglige tilgange og rationaler er voksende. Det rejser spørgsmål om ressourcefordelinger og prioriteringer af arbejdsopgaver, og aktuelt arbejdes der i flere kommuner på at finde den rette organisering af området. Der er brug for viden om forholdet mellem den måde PPR er organiseret på og de arbejdsbetingelser, som de forskellige organiseringer giver PPR-professionelle og dem, der skal bruge PPRs arbejde i deres hverdag – pædagoger, forældre, lærere, forældre – og børn ikke mindst. Der er brug for at udvikle viden om disse forbindelser mellem lokale muligheder for at udvikle relevante tværprofessionelle indsatser tæt på børnenes hverdagsliv i dagtilbud og skole og den kommunale forvaltningsmæssige organisering af området.