Børns trivsel og udvikling er knyttet til deres muligheder for at deltage i og bidrage til fællesskaber i et hverdagsliv på tværs af forskellige livssammenhænge. Børn er forskellige, har forskellige livssituationer og skal håndtere forskellige udviklingsudfordringer. Uanset arten og graden af de personlige udviklingsudfordringer, som børn møder, skal støtte og hjælp virke i børnenes hverdagsliv sammen med andre børn og voksne. Børns, læreres, pædagogers mv. udfordringer og vanskeligheder i hverdagen er hverken entydige eller afgrænsede, men er spundet ind i komplekse forhold, der går på tværs af forskellige steder og sammenhænge. Der er derfor brug at udvikle begreber og sprog for analyse af komplekse og sammensatte problemer – ikke mindst hvordan problemer kan se meget forskellige ud fra forskellige steder og perspektiver.

Aktuelt tales der om en ’trivselskrise’, og mange undersøgelser peger på stigende mistrivsel. Samtidig er der også diskussioner om, hvordan man skal forstå disse undersøgelser. Handler det om måden vi spørger på, samfundsforandringer, svære vilkår i dagtilbud og skole, pres på tid, ressourcer og udredninger, indsatser/programmer rettet mod (individuelle) psykiske problemer, som skaber flere, der mistrives mv.? Derfor er det nødvendigt at udfolde og udfordre, hvad vi forstår ved trivsel, ikke mindst hvordan vi ’måler det’, og hvilke forhold i praksis vi skal ændre på. Derfor er der brug for at udvikle viden og indsatser i forhold til at fremme trivsel, der kan inddrage og samtænke personlige, sociale, organisatoriske, kulturelle og samfundsmæssige forhold. 

PPR står centralt i forhold til den store samfundsmæssige udfordring og opgave, der handler om at forebygge mistrivsel hos børn og unge. Og netop derfor er viden om og diskussioner af forebyggelse centralt for PPRs virke. Forebyggelse er et tvetydigt begreb, fordi begrebets betydning træder frem i kraft at et ’forestillet uønsket scenarie i fremtiden’- altså nogle problemer, som endnu ikke er, men hvor vores forestillinger om dem alligevel virker tilbage på det, vi tænker, vi skal forebygge. Derved kan forebyggelse blive til entydig opsporing og vurdering af risici og tidlige tegn på mistrivsel – og så risikerer vi paradoksalt nok at ende med et problemfokus igen. Derfor er der brug for, at vi diskuterer og udvikler viden om forebyggelse i relation til, hvad vi faktisk gerne vil fremme – hvad forstår vi ved trivsel og det gode børneliv, og hvad er betingelserne for dette i dagtilbud og skoler? Dette peger på, at PPRs opgaver må rette sig mod det almene institutions- og skoleliv - og arbejdet med børnenes sociale livsbetingelser tæt på deres hverdagsliv. Dermed er der brug for at samarbejde om at udvikle forskellige former for fællesskaber; børnenes fællesskaber i dagtilbud, læringsfællesskaber i skolen, personalets samarbejde, forældregrupper osv.

PPRs opgaver rummer både undersøgende, konsultative og vejledende dimensioner, der gerne skulle virke sammen i konkrete indsatser. En af PPRs væsentligste udfordringer er fortsat at få støtten til børn i vanskeligheder integreret i et arbejde med hele børnegruppen/klassen, forældregruppen og i udvikling af dagtilbuddet eller skolens praksis bredere set. Ligesom der fortsat er en stor efterspørgsel på specialviden og specialpædagogiske tiltag. Dette peger på en central problemstilling omkring, hvordan PPR kan udvikle viden om komplekse sociale problematikker i det almene institutions- og skoleliv, som en del af undersøgelsesprocessen, og samtidig få den viden bragt i spil sammen med specialiseret viden om børns individuelle udfordringer. For at kunne arbejde forebyggende med fx fællesskaber i institutioner og skoler er det afgørende, at viden fra undersøgelser og udredninger af børns udviklingsudfordringer kan sættes i spil i børnenes forskellige livssammenhænge.