Når vi aktuelt bekymrer os om den stigende andel af børn og unge, der mistrives, så rettes fokus bl.a. på PPR som en instans, der skal afhjælpe, at mistrivsel opstår – netop ved at styrke de forebyggende indsatser. Men PPR skal også tage sig af de børn og unge, der allerede mistrives i alvorlig grad, har angst, spiseforstyrrelser, problematisk skolefravær, diagnoser, særlige behov eller forudsætninger osv. En helt central udfordring for PPR er, hvordan disse forskellige arbejdsopgaver kan hænge sammen i praksis. I den forstand befinder PPR sig i spændingsfeltet mellem ‘det specielle’ og ‘det almene’. PPR skal på samme tid styrke det alment forebyggende arbejde og etablere et bedre og tættere samarbejde med psykiatrien. Ovenstående kræver fokus på, hvordan viden om individuelle særlige behov eller forudsætninger og specialpædagogik kan både nytænkes og tænkes sammen med almenpædagogikken – og hvordan dette kan integreres med indsatser rettet mod at skabe trivsel for børn og unge bredere set. Disse spørgsmål retter fokus på forholdet mellem, hvad der forstås som hhv. almene og særlige udviklingsbetingelser og sammenhænge – og kræver nye måder at tænke og strukturere forholdet mellem almenviden/pædagogik og specialviden/pædagogik i både praksis og uddannelse (som fx det stigende fokus og marked for ’mellemformer’ kan ses som et udtryk for).

Fra mange sider efterspørges det, at PPR har mere viden om den almene hverdag og den virkelighed og de problemstillinger, som er en del af dagligdagen i skoler og institutioner. PPR skal have opmærksomhed på at gribe problemerne og gribe ind, inden problemer og konflikter bliver fastlåste, ligesom de skal kunne arbejde langsigtet. Samtidig skal PPR-professionelle kunne handle her og nu på akutte sager og ”slukke ildebrande”.  Det peger på en central problemstilling omkring, hvordan PPR kan udvikle viden om komplekse sociale problematikker i det almene skoleliv, som del af en undersøgelsesproces, og få den viden bragt i spil sammen med specialiseret viden om børns udfordringer. Viden om hverdagens almene udfordringer er en nødvendig baggrund for at kunne lave relevante indsatser og støtte i børnenes liv, der hvor der er brug for det. For at kunne arbejde forebyggende med fx fællesskaber i institutioner og skoler er det afgørende at kunne få adgang til hverdagens problematikker – og at viden fra undersøgelser og udredninger af børns individuelle udviklingsudfordringer kan sættes i spil i børnenes forskellige livssammenhænge.